Psykoedukation er hverken terapi eller undervisning i traditionel forstand. Det er en struktureret proces hvor den unge, og ofte familien, opnår viden om og forståelse for de udfordringer der præger hverdagen. For unge med autisme er det et redskab der kan påvirke måden, den unge ser sig selv på, og som kan danne grundlag for en mere hensigtsmæssig håndtering af dagligdagens krav.
På Incitaskolerne er psykoedukation en integreret del af arbejdet med eleverne. Skolernes specialiserede medarbejdere udfører dette arbejde direkte i stu-konteksten, tæt på den unges hverdag og i samspil med det øvrige pædagogiske team.
Hvad er psykoedukation?
Psykoedukation betyder undervisning om klinisk psykologi. Formålet er at give den unge og deres nærmeste en dybere forståelse af de diagnoser, udfordringer eller reaktionsmønstre der præger hverdagen. Det kan handle om hvad autisme indebærer, hvordan hjernen fungerer anderledes, hvorfor bestemte situationer opleves som overvældende, og hvilke strategier der kan hjælpe.
Viden er dog ikke tilstrækkeligt i sig selv. Det afgørende er at omsætte viden til selvforståelse. Når en ung forstår hvorfor han reagerer som han gør, kan det ændre hans forhold til sig selv. Skam og forvirring kan gradvist erstattes af indsigt og handlekraft, når forklaringen giver mening i forhold til de oplevelser den unge allerede kender fra sit eget liv.
For forældre og fagprofessionelle giver psykoedukation et fælles sprog og en fælles forståelsesramme. Det præciserer samarbejdet om den unge og mindsker risikoen for misfortolkninger og de konflikter der kan opstå i kølvandet på dem.
Psykoedukation i en stu-kontekst
I en klinisk sammenhæng foregår psykoedukation typisk som et afgrænset forløb adskilt fra den unges øvrige liv. I en stu-kontekst er betingelserne anderledes. Her er speciallæren til stede i den samme hverdag som eleven, hvilket giver mulighed for at arbejde med viden og selvforståelse tæt på de situationer der opstår i dagligdagen.
Det betyder i praksis, at psykoedukation på Incitaskolerne ikke udelukkende foregår som isolerede sessioner, men som en løbende proces tæt forbundet med undervisning, sociale situationer og hverdagsudfordringer. Når en elev reagerer stærkt på en uventet ændring i skemaet, er det en anledning til at arbejde med forståelsen af, hvorfor forandringer kan opleves som truende for en hjerne med autisme. Når en elev trækker sig fra fællesskabet, er det en anledning til at tale om energiforbrug, sensorisk overbelastning og sociale batterier.
Psykoedukation i stu-regi handler således ikke kun om at forklare en diagnose. Det handler om at give den unge redskaber til at forstå og navigere i sin egen virkelighed. Den viden der opbygges, er direkte anvendelig i den hverdag eleven lever i, og det er en af grundene til at det giver særlig mening at arbejde med det inden for stu-rammerne.
Selektiv mutisme hos unge med autisme
Selektiv mutisme er en tilstand hvor en person er i stand til at tale i nogle situationer men ikke i andre. Det er ikke en bevidst valgt adfærd og ikke udtryk for trods eller usamarbejdsvillighed. Det er en angstbaseret reaktion, hvor sproget ikke er tilgængeligt i situationer der opleves som for krævende eller utrygge.
Selektiv mutisme forekommer hyppigt hos unge med autisme, og der er ofte en sammenhæng mellem sociale krav, angst og sproglige vanskeligheder. Sociale situationer kræver generelt mere kognitiv og emotionel kapacitet for unge med autisme, og når kapaciteten er brugt op, kan kroppen lukke ned for de funktioner der kræver mest ressourcer.
Det kan betyde, at en ung taler frit derhjemme men er tavs i skolen. Eller kommunikerer med enkeltpersoner hun har tillid til, men ikke i grupper. Mønstrene er individuelle og kan variere over tid. For omgivelserne kan tilstanden være vanskelig at forstå. Den unge fremstår måske som uengageret eller passiv, mens det i virkeligheden ofte er modsat: hun følger med, har meninger og er til stede, men har ikke adgang til sproget i den givne situation. Den fejltolkning er ikke usædvanlig og kan have konsekvenser for hvordan den unge bliver mødt af voksne og jævnaldrende.
Psykoedukation som redskab ved selektiv mutisme
Psykoedukation spiller en særlig rolle i arbejdet med unge der har selektiv mutisme. Første skridt er at etablere en fælles forståelse hos den unge, familien og det professionelle team af hvad selektiv mutisme er og ikke er. Det reducerer presset på den unge, fordi omgivelserne holder op med at tolke tavsheden som modvillighed eller manglende vilje.
For den unge selv kan psykoedukation bidrage til en mere hensigtsmæssig selvopfattelse. Når hun forstår at tavsheden er en angstreaktion og ikke en personlig fejl, giver det et mere stabilt udgangspunkt for det videre arbejde. Det giver samtidig de voksne rundt om hende et mere præcist grundlag for at justere deres tilgang.
I praksis arbejdes der med at kortlægge i hvilke situationer sproget er tilgængeligt, og hvad der kendetegner dem. Hvilke faktorer skaber tryghed? Kendte voksne, lav støj, forudsigelighed, fravær af tidspres? Disse faktorer bruges aktivt til gradvist at udvide de rammer inden for hvilke den unge føler sig tryg nok til at kommunikere. Målet er ikke at tvinge sproget frem, men at skabe betingelser for at det bliver tilgængeligt.
Det er en proces der kræver tålmodighed fra alle parter. Men for mange unge er det en proces der gradvist åbner for fællesskaber og muligheder der tidligere føltes utilgængelige.
Hvad forældre og fagprofessionelle kan bidrage med
Psykoedukation har størst effekt når det ikke er forbeholdt den unge alene. Forældre og fagprofessionelle der forstår baggrunden for den unges reaktioner, kan tilpasse deres tilgang og skabe rammer der understøtter den unges udvikling.
For forældre kan det betyde at lære at aflæse signaler på overbelastning inden de fører til en reaktion. At forstå at en stille aften derhjemme ikke er kedsomhed, men restitution. At en velfungerende skoledag og et efterfølgende sammenbrud derhjemme ikke er modsigende, men to sider af samme sag. Den forståelse ændrer ikke nødvendigvis situationen fra den ene dag til den anden, men den ændrer den måde familien forstår og håndterer det der sker.
For fagprofessionelle som sagsbehandlere og PPR-psykologer giver psykoedukation et mere kvalificeret grundlag for at vurdere den unges behov og tilrettelægge relevante tilbud. En ung der ikke taler i en visitationssamtale, er ikke nødvendigvis usamarbejdende. Hun befinder sig måske i en selektiv mutisme-reaktion, og den distinktion har betydning for hvordan samtalen tilrettelægges og hvordan observationerne fortolkes.
Psykoedukation som en del af stu-forløbet
På Incitaskolerne indgår psykoedukation som en naturlig del af det samlede stu-forløb. Det er ikke et selvstændigt program, men en løbende proces der tilpasses den enkelte elev og justeres i takt med udviklingen. Kontaktlæren arbejder tæt sammen med de andre lærere og det øvrige pædagogiske personale, så den viden der opbygges i det psykoedukative arbejde, omsættes i den daglige undervisning og i de relationer eleven indgår i.
For nogle elever er psykoedukation det der for første gang giver dem et sprog for egne oplevelser. For andre er det det der hjælper familien til at forstå hvad der egentlig foregår. For fagprofessionelle er det et redskab til at træffe mere kvalificerede beslutninger om støtte og tilrettelæggelse.
Målet er det samme som for resten af uddannelsen: at den unge kender sig selv bedre, forstår sine reaktioner og er bedre rustet til at navigere i tilværelsen, når de tre år er gået.
Vil du vide mere om hvordan vi arbejder med psykoedukation på en af vores fire skoler, er du velkommen til at tage kontakt.
