Farvel til Incitaskolen Sydhavnen
Incitaskolen i Sydhavnen sagde farvel til adskillige elever denne sommer. En af dem var Isabella Smidt. Som så mange andre af skolens elever, har hun meget med i bagagen, og vi har fået lov til at dele den 18-årige ama’rkaners historie.
Isabella har en hel række af diagnoser, ligesom så mange andre, men det, der er særligt for hende er, hvor sent, de er kommet.
– Jeg har altid været anderledes, men folk omkring mig opfattede det altid bare som om, jeg var besværlig. Der var én pædagog i børnehaven, der kunne se, at jeg havde brug for noget ekstra, men der var ikke nogen, der lyttede til hende.
Problembarn
Rollen som “problembarn” fulgte hende op i folkeskolen. Isabella passede ikke ind hverken hos de andre elever, og det resulterede i, at hun fik decideret bank. Da hun i femte klasse blev smidt gennem en glasdør, besluttede hun og familien at skifte skole.
– Der sagde mine lærere, at selvom jeg rykkede et andet sted hen, ville “aben følge med”. Det forstod jeg som, at det var mig, der var forkert. Hvordan kunne det blive ved med at gå galt, hvis det ikke var mig, der var problemet? Det har fulgt mig siden.
Som regel blev Isabella mødt af manglende forståelse. Lærerne forstod ikke, at hun ikke bare kunne vende ryggen til. Da Isabella en enkelt gang bad om hjælp til at håndtere den vold, hun blev udsat for, fik hun at vide, at hun skulle “tage en chill pill og ignorere dem”, brændte hun sammen og kastede en karton mælk efter den lærer. Det førte til en suspension.
– Jeg følte aldrig, at nogen troede på mig. Mange mente, det var noget jeg fandt på, og det begyndte jeg også at gøre, da jeg følte, jeg måtte finde på noget vildere end virkeligheden, hvis der skulle reageres på det. Men det eneste der skete var, at jeg begyndte at tvivle på mig selv.
En del skoleskift fulgte Isabella, men hvert sted var historien den samme. Som eleverne blev ældre, skiftede mobningen karakter og blev mere psykisk end fysisk, men ingen steder fik hun det godt. Som 14-årig blev hun indlagt på den lukkede psykiatriske afdeling.
Endelig fik hun sine diagnoser, selvom det tog et godt stykke tid at finde de rigtige. Hun startede med Aspergers og ADHD, men efter indlæggelsen endte Isabella på en perlerække bestående af infantil autisme, psykose, depression, spiseforstyrrelse og angst.
– Det var rart at få dem, men det hjalp ikke på, at jeg følte mig forkert. Det har alt sammen gjort det meget svært for mig gennem hele min barndom.
– Grunden til, at jeg blev indlagt var, at jeg havd fået det så skidt, at jeg ikke følte, jeg ville være her mere, fortæller hun stille.
– Jeg fik blackouts og kunne slet ikke huske hvor jeg var eller hvad jeg havde lavet.
Isabella endte på behandlingsskolen Karlsvognen, inden hun startede på Incitaskolen. Det var en forandring for hende, der startede hårdt, men skulle ende med at være sundt for hende.
– Jeg skulle virkelig acceptere, at jeg hørte til på en specialskole. Jeg ville jo ikke være speciel. Jeg ville bare være normal.
Det samme oplevede hun, da hun startede på Incitaskolen, hvor hun blev mødt af skoleleder KC. Isabella var med sine blot 15 år den alleryngste elev på hele skolen, og følte sig fuldstændig fejlplaceret.
– Det var hårdt at alle andre var anderledes og “specielle”. Det måtte betyde, at jeg også var anderledes. Og jeg var overbevist om, at KC hadede mig og at alle var imod mig. Ligesom jeg var vant til.
Jeg kom hjem og råbte og skreg. Det har jeg gjort hver gang, jeg startede på en ny skole.
Incitaskolen var anderledes
KC blev kontaktlærer for Isabella, og hun skulle være den første, der rigtigt viste Isabella, at Incitaskolen var anderledes.
– Jeg var altid bange for nye voksne, men jeg fandt stille og roligt ud af, at KC faktisk holdt af mig. Jeg fik lov at tale øret af hende og selvom jeg talte grimt, så blev jeg ikke smidt ud eller sendt hjem eller noget. Jeg fik lov at falde ned og oplevede, at hun stadig var der.
Og med næste hold elever, ændrede skolens profil sig også.
– Der kom flere unge, der var ligesom mig. De var på min alder, og viste mig, at det er okay at være som man er. Jeg har aldrig før haft venner, jeg følte jeg kunne stole på. Det fik jeg nu. Jeg kunne snakke, snakke og snakke med dem, og de kunne snakke, snakke og snakke med mig.
Her begyndte det at skifte for Isabella. Hun fik en meget større tro på sig selv, og den viden hun fik om, at lærerne på skolen ville hende det bedste, begyndte at rodfæste sig. Det vigtigste, fortæller Isabella, var, at der blevet troede på hende.
– Jeg har altid gerne villet være pædagog. Og her troede de faktisk på, at det kunne lade sig gøre. De mente ikke bare, at jeg for evigt skulle gå på specialskole. Jeg fik lov at tage en HF på enkeltfag med støtte, og det sikkerhedsnet har været noget af det allervigtigste for mig.
Igen og igen vender Isabella tilbage til det sikkerhedsnet og den tryghed, hun har følt på skolen. Hun fortæller at hun er blevet forstået og blevet grebet hver gang, noget har gået galt.
– De fleste af mine diagnoser generer mig ikke længere. Det er kun angsten, der rigtig rammer. Men den har jeg også fået mere forståelse for. Når jeg får et anfald gør mine hænder dødondt, og det har altid skræmt mig fra vid og sans. Skolen har lært mig, hvad det er, og det gør, at jeg forstår det.
– Og så har jeg forstået, at det nok skal blive godt igen. Den tro har jeg aldrig haft før. Nu tror jeg faktisk, at voksen-Isabella nok skal få et godt liv og klare sig. Se verden og opleve ting.
Det vigtigste, mener Isabella, er, at hun har fået lov til at begå fejl og komme tilbage igen. Og så har hun følt, at der altid var nogen, der var der for hende.
– Jeg havde brug for de tre år, hvor jeg havde plads til at falde og blive grebet. Jeg kunne være helt almindelig teenager i fritiden og så blive grebet og snakke med de voksne, når jeg var på skolen.
Jeg ville ikke have kunnet nå det, hvis jeg ikke havde det sikkerhedsnet på skolen. Enten ville jeg ikke turde eller også ville jeg falde.
Isabella mener, at skolen har givet hende mulighed for at komme videre, og kunne bære alt det, hun havde med i bagagen.
– Jeg har lært at give mig selv lov til at have det dårligt og tro på, at jeg havde det dårligt, når jeg havde det. Men jeg har også lært, at jeg kun får det godt, hvis jeg kommer ud af det igen. Hver gang jeg får et angstanfald er min hjerne sådan “Det var det, nu er du her igen”, men jeg ved nu, at jeg kan se fremad.
– Jeg ved, at jeg egentlig har det meget godt. Jeg har venner, jeg har familie, jeg har en fremtid. “Nyd de venner, du har. Gå en tur i solen”, siger jeg. Måske har jeg faktisk lært at tænke lidt positivt.
Hun fortsætter, begejstret:
– Jeg vil tænke tilbage på tre sikre år, hvor jeg har fået lov til at være mig selv. Hele mig selv. Jeg var ikke hel, da jeg kom. Det er jeg nu. Og jeg kan fortsætte med at være hele mig selv.
Kan du klare dig selv?
Til sidst spørger vi hende, om det kan fortsætte. Det har været godt at gå på skolen, og hun føler sig sikker. Nu er hun på vej ud i verden. Først skal hun på Roskilde Festival, og bagefter står den på frivilligt arbejde i Sydafrika. Og bagefter kalder pædagoguddannelsen.
Men kan hun klare sig selv?
– Ja, svarer hun forsigtigt.
– Ja. Jeg kan godt klare den selv, når jeg har alt det med, jeg har lært.
