Incitaskolen har eksisteret længe nok til, at vores elever er blevet sendt ud i verden. En af dem, vi har sagt farvel til, er Frida Jensen.
Som så mange andre, har Frida haft en lang og snørklet vej gennem systemet, og den har vi taget en snak med den nu 22-årige tidligere elev om.
Vi har valgt at dele Fridas historie, fordi den viser, hvordan gensidig tillid og en målrettet, pædagogisk indsats kan gøre en afgørende forskel, selv når man kæmper med ADHD og autisme. Med Fridas samtykke ønsker vi at give et indblik i hendes rejse, så andre kan finde inspiration til at tro på egne evner og muligheder – også når vejen kan synes lang og udfordrende.
De tidlige år
Frida er opvokset i Valby og blev tidligt diagnosticeret med både ADHD og autisme. Allerede som 6-årig, var hendes forældre opmærksomme på det. Det betød dog ikke, at hun startede i et særligt undervisningstilbud fra begyndelsen.
– Jeg gik i 0. klasse i folkeskolen i et halvt år, før de fandt ud af, at det ikke lige var mig, siger hun.
– Jeg passede ikke ind, jeg kunne ikke sidde stille og jeg kunne ikke overskue, at der var så mange mennesker. Det fuckede totalt med min ADHD.
Skiftende skolemiljøer
Efter den opdagelse rykkede Frida til en anden folkeskole, hvor hun blev indrulleret i deres specialrække. En lille klasse med kun 12 elever fungerede godt for hende, men desværre fortsatte det kun til sjette klasse. Efter det stod den på normalisering.
Heldigvis kunne både Frida, familien, skolen og kommunen se, at det ikke var vejen frem, og hun kom i stedet på en decideret specialskole.
– Der sad jeg sammen med én anden elev, og det var egentlig fint nok, fordi det var nemmere for mig at bevare koncentrationen, men jeg synes, det begyndte at halte med det faglige, fortæller Frida.
– Jeg syntes ikke, jeg fik nok ud af det. Og lærerne sagde også, at jeg ikke var med. De sagde, at jeg ikke kunne klare en eksamen. Da der ikke var nogle løsninger fra dem, slog jeg det bare helt ud af hovedet. Det var ikke noget, jeg skulle forestille mig, fik jeg at vide.
Nedtur og manglende selvtillid
Så da Frida startede på efterskole som femtenårig, var der heller ikke det mindste fokus på faglighed fra hendes side.
– Det gik bare nedad. Når jeg havde fået at vide, at jeg ikke kunne, så gad jeg heller ikke hverken tænke over det eller bruge tid på det.
Hun forklarer – Det var nok det sværeste. Jeg var så usikker, så når lærerne mente, at jeg ikke kunne noget, følte jeg heller ikke, at jeg kunne noget. Sådan har det altid været.
Mødet med Incitaskolen
Frida blev placeret på Incitaskolen af sin vejleder, da hun vendte hjem fra efterskolen i Faxe Ladeplads. Det var hun ikke specielt tilfreds med.
– Jeg ville faktisk have valgt en anden stu. Lige inden jeg var blevet færdig, havde jeg fået den ide, at jeg ville vise overfor mig selv og alle andre, at jeg faktisk kunne klare en eksamen.
Det var desværre ikke en positiv oplevelse, da Frida startede på Incitaskolen. Det sociale fungerede heller ikke, og Frida holdt sig meget for sig selv. Langsomt tøede hun dog op, da flere elever startede, og det lykkedes også Frida at komme i en længere praktik i en børnehave. Det, der gjorde forskellen, var personalet. Det gjaldt helt fra starten.
– Camilla, Rikke og Tobias troede på mig. Det var det første sted, jeg oplevede det. At de troede på, at jeg kunne klare det og tage en eksamen, gjorde forskellen.
Vendepunktet
Da hun havde et år tilbage af sin STU, tog Frida en beslutning.
– “Nu gør jeg det!”, tænkte jeg. Og fordi jeg havde så megen støtte fra skolens medarbejdere kunne jeg. Jeg troede egentlig ikke på, at det ville lykkes, da jeg gik i gang. Heller ikke ugen før, dagen før, eller timerne op til eksamen. Først bagefter stod det klart.
Frida klarede altså sine eksaminer og det lykkedes hende at færdiggøre sin afgangsprøve. Det var et stor skel i hendes liv, og det fortsatte efter færdiggørelsen. Hun startede direkte på FGU, hvor hun tog en 10.-klasseseksamen. Særligt stort var det, at det lykkedes hende at score et 12-tal i matematik.
Den personlige udvikling
Det har betydet meget for hende. Hun har lært at tro på sig selv, hun har lært at gå i gang med at gøre ting. Og det har betydet, at hun har lært at lægge nogle af bekymringerne væk.
– Jeg skjuler mig ikke så meget. Jeg ville ændre mig. Jeg har skiftet lidt ud i garderoben og gemmer mig ikke længere bag pandehåret. Jeg kan også sige ting i timerne nu. Engang sagde jeg altid bare “det ved jeg ikke”, selvom jeg godt vidste det. Nu tør jeg.
Fremtiden
Frida er begyndt på uddannelsen som pædagogisk assistent på Københavns Professionshøjskole og har allerede sikret sig en elevplads. Hun ser stadig flere af sine gamle klassekammerater fra Incitaskolen.
Og når hun tænker tilbage på skolen nu, er hun ikke i tvivl om, at den satte et markant mærke i hendes liv.
– Jeg skal være pædagogisk assistent. Jeg har hele tiden villet være i en børnehave, men jeg er også begyndt at overveje, om jeg måske skulle arbejde med børn og unge, der er ligesom jeg var. Det har jeg fået med, fordi jeg blev forstået.
Hun slutter af:
– Om ti år, vil jeg huske, at Incitaskolen var med til at give mig en start på en faglig rejse. Det var første gang, jeg tog en eksamen, og første gang, jeg troede på, jeg kunne. Hvis det ikke var sket, havde jeg ikke været hvor jeg er nu.
